De sår, vi får gennem livet – hvad enten de er fysiske eller psykiske – er ægte og virkelige, men de definerer ikke, hvem vi er. Lidelse kan præge os dybt, men det har ikke ret til at diktere vores personlighed eller meningen med vores liv. Alligevel bærer mange mennesker deres ar med stille skam eller skyld. Til tider bliver disse sår til forklaringer på vores smerte, og nogle gange bliver de til fortællinger om os selv som ofre for det, der er sket med os.
 

Livet rummer dog ægte tragedie. Ondskab findes i verden, og nogle begår grusomme handlinger. Hvis du har været udsat for det, fortjener din smerte at blive anerkendt med alvor og medfølelse. Det, der skete med dig, skal ikke afvises eller bagatelliseres.
 

Men selv dyb lidelse betyder ikke, at du er uopretteligt knust. I japansk kultur findes kunsten Kintsugi, hvor knust keramik repareres med lak blandet med guld eller sølv. Revnerne skjules ikke; de oplyses. Bruddet bliver en del af genstandens historie og fremstår ikke kun repereret, styrket og smukkere end før.

Vi mennesker har en lignende evne. Når vi anerkender, konfronterer og ærligt erkender vores lidelse i stedet for at vende os væk fra den, sker der noget bemærkelsesværdigt. Vores sår bliver kilde til dybde, visdom og styrke. Det, der engang syntes at være bevis på vores knuste sjæl, kan blive bevis på, at vi valgte ikke at blive defineret af det. Dine ar er ikke blot rester af smerte; de er markører for de kampe, du har overlevet.